.

Det er Ellen i midten af billede nr. 2 sammen med sine 6 søskende.

Ellens lillesøster Gerda der sidder længst til højre, har skrevet denne dejlige historie om deres barndoms jul.
 
Meget er forandret, men deres mors sildesalat lever stadig i bedste velgående, og nydes af både børn, børnebørn og oldebørn måske ikke juleaften, men en af juledagene.

Stor tak til AnnVibeke Knudsen for at finde de mange fine billeder og oplysninger om deres oprindelse.

.

Jeg er opvokset på en 300 år gammel slægtsgård, Brandsgård i Bodilsker, på sydøst Bornholm på 120 tdr. land. Dengang havde vi fodermester, daglejer + to-tre medhjælpere. Desuden to unge piger, hvoraf den ene var en af os tøser. Vi var nemlig syv søstre – ingen brødre. Vi havde vore daglige pligter, både med at malke, køre møg, hakke roer og selvfølgelig lave husgerning, men måske netop det, at vi ingen brødre havde, gjorde, at vi også skulle arbejde i mark og stald. Men mor og far gik foran – de var f.eks. hver eneste morgen oppe kl. fem og malke, uanset hvad tid de var kommet i seng, og eksemplets magt har vel altid været den bedste opdragelse.

. Color

Min hjem var et ægte landbohjem med masser af traditioner, og når jeg nu skal fortælle om juleforberedelserne, og ikke mindst, hvad der blev tillavet af mad, kan det lyde som et helt orgie, men for det første sagde min mor altid, at i julen ville hun have madferie, og derfor skulle alting laves til, så der var nok til 14 dage, og for det andet var vi altid mange mennesker på gården. Jeg tror det var et godt sted at være, for vore medhjælpere var mange år i huset – de kom ligesom til at høre med til familien, så mindre end 20 var vi ikke juleaften, og ca. det samme indtil helligtrekonger.

.

.

Bech – vores daglejer – huggede hovedet af dem efterhånden som vi ruskede dem, for de var nemmest at ruske, mens de endnu var varme. Vi sad der, far, mor, vores forkarl og så tre af os piger klokken fem om morgenen ligeså stille, mens køerne blev malket. Senere, når vi vågnede lidt mere op, fortaltes historier af alle slags. Bech’s historier kunne sommetider være vovede – og han var endda gift med en meget missionsk kone. Sikke nogle baljer med dun og fjer - det blev til dyner. Inde i bryggerset var vandet på kog i den store murgryde. Kræene blev først gnedet ind i harpikspulver og derefter dyppet i det kogende vand, så det var nemt at gnide alle de små dun af, for harpiksen stivnede og tog det hele med, og bagefter var de som marcipanænder.

.

.

Inde i hverdagsstuen fik det store spisebord tre plader i sig og lagt voksdug på, og så sad vi der og skar fjerkræet op. Far og Bech tog gæssene. Det var strengt arbejde. Vi andre tog ænderne, men puh’ hvor det lugtede og puh’ hvor var det fedtet – men sådan var det bare, og egentlig tænker jeg tilbage på det som noget festligt, vel fordi vi var i gang alle sammen. Men vi kedede os nu aldrig, når vi var i fars selskab.
Der blev jo en masse indmad – det vi under et kalder krås. Hjerter, kroer, halsene og ”flarkerna” – kræenes fødder, om man så må sige. De blev skoldet og det gule flået af. Alt blev kogt meget mørt, jævnet og smagt til med eddike og sukker og puttet i store krukker. Det var herlig mad. Kråsesuppe kendte vi ikke.

Den 19. blev der slagtet en kvie eller en stor tyrekalv og en stor gris. Det foregik i bryggerset. Slagteren, far og Bech ordnede det grove, men det var altid en af os piger, der skulle piske i blodet, når grisen blev stukket. Når grisen var færdig og hængt op, trådte mor og vi piger til. Det første vi gik i gang med var at vende og rense tarme efter alle kunstens regler. Når de var skrabede og tynde, blev de lagt i vand sammen med snittede porrer.

.

.

.

Pølsefremstilling

Den 20. om aftenen blev der lagt rugbrød, sigtebrød, hvedebrød, tvebakker og kommenskringler. Vi havde et stort dejgtrug – små to meter langt og 75 cm bredt. I den ene ende kom 50 kg rugmel og i den anden ligeså meget sigtemel. Bech tog sig af rugbrødet og i den anden ende stod en af os piger. Så kom mor med gær, kærnemælk, sirup osv., og vi æltede og æltede. Det var hårdt arbejde. Der skulle knofedt til, især til rugbrødet. Bech svedte, så sveden løb ned ad næsen og sagde dryp, dryp i dejen. Det er sikkert derfor den altid blev så god. Far stod og kikkede, og citerede ordsproget: Man skal kende pigen i dejgtruget og ikke i en springdans.

.

Bagning i den store ovn.

Når stegene var færdige skulle ovnen hedes på ny, så alt bagværket kunne komme ind. Men de skulle ikke have det så varmt. Rugbrødet inderst, så sigtebrødene, hvedebrødet og tvebakkerne.
Noget helt specielt vi lavede, og som var en væsentlig bestanddel af julemaden, var sky i enorme mængder. Al den gode sky fra stegene blev ikke brugt til sovs, nej, det blev blandet sammen i store lerfade og måske tilsat lidt husblas. Den smukke mørke farve havde den fra hvidtøllet ved stegningen. Sildesalat blev også lavet i store fade, og de to ting på rugbrød og andefedt – så hørte man englene. For se, vi piger har videreført traditionerne med at lave alting til før jul. Nu har vi jo køleskab, så det er ingen sag.

.

.

.

Så kom dagen.

Vores hverdagsstue, hvor alting foregik, var ret stor med et spisebord med fast hjørnebænk, og et spisebord med en sofa ved. Det var skik at bordene skulle byttes om. Sikkert mærkeligt for andre, men det skulle være anderledes end til hverdag og sådan havde det altid været. Da vi var blevet voksne, kan jeg huske at en foreslog, om vi dog ikke skulle lade de borde stå? Ikke tale om.

Stuerne blev pyntet med gran og de pæne og nystivede lyseduge blev lagt på. Klokken 12 skulle al juletravlheden være overstået. Så spiste vi risengrød og klipfisk – altså den varme mad. Mandelgaven var altid et ludospil, for uanset hvem der fik mandlen, havde alle glæde af det. Til klipfisken fik vi naturligvis kartofler og sennepssovs. Men oveni sovsen var der masser af smeltet smør og oveni igen drysset kanelsukker. Vi spiser stadigvæk klipfisk kl. 12. Min kære mand holdt særdeles meget af det – og han var tilbøjelig til at sige til venner og bekendte: Kom kl. 12, så spiser vi klipfisk. Det skal I da smage!

.

Nå, tilbage til min barndom og tidlige ungdom:

Nu er alting rent og pyntet og i orden. Også i staldene var der ekstra dejligt. Det eneste karlene skulle bestille fra juleaften til hellig trekonger var at passe dyrene, og ellers havde vi fornøjelse af hinanden eftermiddag og aften.
Inden kirketid var det tid til en kop kaffe med brune kager og klejner. Far og mor gik jævnligt i kirke og vi fulgte med en gang imellem. Mest for mors og fars skyld. Men juleaften var det lige så sikkert som amen i kirken, at vi fulgtes ad alle sammen. Når vi kom hjem skulle der malkes og fodres. Vi piger dækkede bord, og mor gik i mælkestuen og lavede fade til. Far satte sig til at røre hønnusyp. Det er snaps med honning i. Vi børn sad gerne rundt om og så, hvordan han gjorde. Denne skønne drik blev hældt i to store glas.
Og så var det kolde bord dækket. Det eneste der var varmt, var rødkålen. Far ønskede glædelig jul, og så startede vi ud med sildesalat og sky, hvortil hønnusyp især smagte godt. De store glas gik rundt, og vi tog en mundfuld – en kjæftfujl. Bech havde sådanne store kinder, hvor der kunne være meget, men han havde også fortjent det. Først da vi blev store blev der sat snapseglas rundt. Som små fik vi altid lov at smage. Honningen har en ejendommelig neutraliserende virkning på snapsen. Der var absolut ingen der blev påvirket. For øvrigt fik vi kun hvidtøl til. Aldrig bajerskøl.
Når dette fortrinlige måltid var til ende, var der nogle stakler der skulle vaske op. For at få tiden til at gå, satte bedstemor sig med os børn i kakkelovnskrogen og fortalte sânsager. Vi hørte og hørte ikke, for inde i den tilstødende stue var Bech, mor og far i gang med at pynte juletræet. Ingen fik det at se før det var tændt.

.

.

Efter hurlumhejet med gaver og indpakningspapir, legede vi to bestemte lege, nemlig ”Sko Blak” og ”Skriva lânt”.

Jeg tænker tilbage på mit barndomshjem og mine forældre med megen kærlighed, beundring og respekt!