Af Niels-Holger Larsen
.
Det kan man måske tolke som at smag og behag er forskellig, men jeg tror det har en anden baggrund. Der er måske en fejl i de opskrifter man bruger.
I bogen LANDHUSET om byggeskik og istandsættelse, første gang udgivet i 1975, var der en anvisning på kalkning af jernvitriol. Det var der også i senere udgaver og i bogen BYHUSET fra 1982, skrevet af de samme fire forfattere, hvoraf jeg er den ene af dem.
Da jeg en del år efter skulle kalke mit eget hus med jernvitriol blev jeg opmærksom på at opskriften i BYHUSET gav en væsentlig mørkere kalkning end jeg synes var det rette; jeg kalkede meget med jernvitriol i 1970erne.
Jeg blev da opmærksom på en forskel i opskriften i LANDHUSET og BYHUSET. Der må være sket et fejl, og det vil jeg hermed gerne gøre opmærksom på.
Det er desværre sådan, at stort set alle opskrifter på jernvitriolkalk, efter 1982, tilsyneladende er ”skrevet af” efter BYHUSET, og ingen, ej heller forfatterne, var opmærksom på fejlen, der giver en flere gange kraftigere blanding end med den ”rigtige” opskrift fra 1973, som jeg har kopi af.
Hvis man ikke er en erfaren ”jernvitriolkalker”, så bemærker men det måske ikke. Man blander kalken, stryger den op, lader den tørre, og synes så at det ser fint ud, og fortsætter.
Men jernvitriolkalken opfører sig imidlertid på en anden måde end kalk indfarvet med pigmenter.
Jernvitriolgul er en ”kemisk” gul som dannes ved tilsætning af vandopløste grønne krystaller (jernsulfat) til kalken, hvorimod en almindelig gul kalk blandes ved tilsætning af et gult farvepulver (okker) til den hvide kalk.
Den forskel fornemmer man dog med det samme under blanding og opstrygning med jernvitriolkalk.
Under blanding bliver kalken grøn, og ved opstrygningen på murfladen skifter kalken farve fra lys grøn til rustbrun for endelig som optørret at være gul. Men farven ændrer sig med tiden; jo mere regn og fugtpåvirkning, jo hurtigere mørkner farven, og det bliver faktisk ved i årevis.
.
Den færdige kalk striber lidt gul-brunt i spanden, bliver grønlig ved opstrøg, derefter bruntlig og tørrer lyst gult op. Spændende som trylleri.
.
Svenskerne bruger også jernvitriol meget, og har gjort det siden 1700-tallet, det har danskerne sikkert også, men nok knapt så meget før det i 1970erne blev en modefarve. Svenske undersøgelser viser imidlertid at jernsulfat kan nedbryde kalken, som da smitter og regner af, og det er afhængig af hvor meget jernsulfat der er i kalken, eller mørtlen som nogle også bruger at gøre.
Dette er altså en ”advarsel”, som gør opmærksom på jernvitriolens skavanker, men også den tidligere omtalte opskriftfejl, som netop kan give uheldige resultater.
Jeg kalker selv med en meget svag blanding, og får en smuk varm gul, der kan minde om den varme franske okkergule, som i øvrigt også med tiden mørkner under kraftig fugtpåvirkning, men slet ikke som jernvitriolkalk gør det. Den lyse jernvitriolkalk minder meget om en lyd fransk okkerkalk - og den er meget holdbar - det er en mørk jernvitriolkalking ikke.
I al korthed gives her opskrifterne fra LANDHUSET og BYHUSET til sammenligning.
LANDHUSET, 1975: 3 dele jernvitriolblanding (1:5) blandes med 2 dele kalkdej, som fortyndes med vand. Det giver forholdet: ca.1 liter jernvitriolkrystaller til 4 liter kalkdej.
BYHUSET, 1982 : 1 del jernvitriolblanding (1:5) blandes med 1 del hvid kalkmælk ( 1del vand til 5 dele kalkdej), som fortyndes med vand. Det giver forholdet: ca.1 liter jernvitriolkrystaller til 1 liter kalkdej - altså tre til fire gange kraftigere en i LANDHUSET's opskrift.
Desværre er opskriften fra BYHUSET gentaget i Bornholmsk Byggeskik på landet, 1983 - skrevet af undertegnede - beklager! Jeg anbefaler at bruge opskriften på "Mellem" - se her.
Det er forholdet mellem mængden af jernvitriolkrystaller og kalkdej der er afgørende for hvor mørk kuløren bliver.
Curt v. Jessen skrev afsnittene om overfladebehandling i begge bøger, og hvorfor der er så stor forskel på opskrifter, det ved jeg ikke, måske er ordene kalkdej og kalkmælk blevet forvekslet. Curt kan vi desværre ikke mere spørge.
Jernvitriolgul er en livfuld og smuk kalkfarve, men den er temperamentsfuld og utilregnelig, og kan være vanskelig at have med at gøre.
Jernvitriolkalk kan måske sløre eller bortlede opmærksomheden fra en uensartet bund, men det kan blive for meget, for mørk og dyster, synes jeg. I en passende blanding er det en god og holdbar kalk, som ikke ”flammer” så meget.
På hjemmesiden www.kulturarvbornholm.dk kan der under punktet Restaurering læses meget mere om kalkning og der er flere artikler og opskrifter med jernvitriolkalk.
.
Skavanker og ujævn bund kan blive fremhævet, men det kan skabe liv og charme.
Langvarig fugtpåvirkning kan danne helt mørke rustbrune partier, som her ved soklen, og i hjørner tones kalken mørkere. Solskin ændrer igen billedet lidt - men de meget mørke partier kan ikke lysnes, og selvom man siger at jernvitriolen hindrer grønne algedannelser, så aftager det med tiden.
Her er kalket med en relativ svag blanding med jernvitriol
- opskrift: Lys.