Før Svaneke kirke blev bygget og Svaneke udskilt fra Ibsker sogn som et annekssogn til dette, var Ibskirke svanekeboernes kirke. Hvornår Svaneke fik sin egen kirke ved vi ikke med sikkerhed, men vi kan gå ud fra, atden er blevet bygget i ærkebispetiden og rimeligvis i de store sildefiskeriers tid i 1300- eller 1400-årene, da Svaneke voksede så meget i indbyggertal, at beboerne - og ærkebispen - har ment, der var behov for en kirke.
Kirken blev bygget, hvor Svaneke kirke ligger den dag i dag, men den nuværende kirke omfatter ikke meget af den oprindelige. Kirken blev bygget i byens sydvestlige udkant på en 18 m høj udløber af det højdedrag, der ligger vest for byen. Den blev, som skik og brug var, omgivet af en kirkegård, og da der aldrig er blevet bygget vest og syd for kirken, har Svaneke som den eneste af Bornholms købstæder kunnet beholde kirkegården ved kirken i brug til den dag i dag uden at behøve en anden kirkegård. Kirkegården var oprindelig ganske lille, men er blevet udvidet mod vest i hvert fald to gange, i 1856 og 1920.
Som kirkegården oprindelig var meget lille, var kirken det også. Det var en ca. 16,6 m lang bygning af kløvet granit uden forbandt, lavere end den nuværende kirke, med lige afsluttet østgavl og uden tårn. I sine hovedtræk blev kirken bygget efter faste traditioner. Den blev lagt solret i øst-vest med indgangsdøre på nord- og sydsiden, norddøren for kvinderne, syddøren for mændene. Senere blev der foran begge døre bygget et våbenhus af bindingsværk, således som det ses på den ældste gengivelse af kirken fra omkring 1756. Kirkens tag har været bræddeklædt.
Kirkerummet har set anderledes ud, end vi er vant til at se et kirkerum. Der var ingen faste stolestader og ingen prædikestol. Det brugtes ikke i middelalderen. Døbefonten har stået ved den vestlige gavl, alteret midt på østgavlen. Om der, som det var skik I middelalderen selv i små kirker, har været mere end eet alter, ved vi ikke. Der er ikke overleveret nogen beretning om, hvilken helgen kirken har været indviet til, og om kirken har haft et til ham - eller hende - indviet alter.
Efter reformationen gik kirken fra ærkebispen i Lund over til kronen, som den derefter hørte under til 1809, dog således, at den nærmest var selvejende. Kongen forbeholdt sig sin patronatsret, men der ydedes ikke tiende til kronen, og menigheden havde pligt til at vedligeholde kirken. Nu er kirken selvejende, og menighedsrådet tager bestemmelse om dens og kirkegårdens vedligeholdelse og pasning, idet en kirkeværge, der er valgt af menighedsrådet, har varetagelsen af de daglige forretninger og fører kirkens regnskab.
Kirken blev bygget, hvor Svaneke kirke ligger den dag i dag, men den nuværende kirke omfatter ikke meget af den oprindelige. Kirken blev bygget i byens sydvestlige udkant på en 18 m høj udløber af det højdedrag, der ligger vest for byen. Den blev, som skik og brug var, omgivet af en kirkegård, og da der aldrig er blevet bygget vest og syd for kirken, har Svaneke som den eneste af Bornholms købstæder kunnet beholde kirkegården ved kirken i brug til den dag i dag uden at behøve en anden kirkegård. Kirkegården var oprindelig ganske lille, men er blevet udvidet mod vest i hvert fald to gange, i 1856 og 1920.
Som kirkegården oprindelig var meget lille, var kirken det også. Det var en ca. 16,6 m lang bygning af kløvet granit uden forbandt, lavere end den nuværende kirke, med lige afsluttet østgavl og uden tårn. I sine hovedtræk blev kirken bygget efter faste traditioner. Den blev lagt solret i øst-vest med indgangsdøre på nord- og sydsiden, norddøren for kvinderne, syddøren for mændene. Senere blev der foran begge døre bygget et våbenhus af bindingsværk, således som det ses på den ældste gengivelse af kirken fra omkring 1756. Kirkens tag har været bræddeklædt.
Kirkerummet har set anderledes ud, end vi er vant til at se et kirkerum. Der var ingen faste stolestader og ingen prædikestol. Det brugtes ikke i middelalderen. Døbefonten har stået ved den vestlige gavl, alteret midt på østgavlen. Om der, som det var skik I middelalderen selv i små kirker, har været mere end eet alter, ved vi ikke. Der er ikke overleveret nogen beretning om, hvilken helgen kirken har været indviet til, og om kirken har haft et til ham - eller hende - indviet alter.
Efter reformationen gik kirken fra ærkebispen i Lund over til kronen, som den derefter hørte under til 1809, dog således, at den nærmest var selvejende. Kongen forbeholdt sig sin patronatsret, men der ydedes ikke tiende til kronen, og menigheden havde pligt til at vedligeholde kirken. Nu er kirken selvejende, og menighedsrådet tager bestemmelse om dens og kirkegårdens vedligeholdelse og pasning, idet en kirkeværge, der er valgt af menighedsrådet, har varetagelsen af de daglige forretninger og fører kirkens regnskab.
.
Til højre ses kirkens alterkalk fra tiden 1650-1700. KaIken er formentlig fremstillet i Lybæk og er stemplet med en ørn og bogstaverne AHS. Bægeret er 24,5 cm. højt.
Cappell:
Suannicke en købstad. Tiendeyderne er uvisse, giver hver to ole sild til sognepræsten. Ligeledes gives årligt til kapellet af et bol I byen, som Mads Kampe påbor, landgilde 1 daler«. Af agerjord ejer kirken: »Ved kirkestien 4 skæpper, inden for Stengabet 4 skæpper, lidt sønden for 4 skæpper, i Nørrevang 4 skæpper, ved Boseris 1 tønde, Gadeloms (Gadelams?) ageren 4 skæpper. Eng er der ingen. Degnen får af hver mand eller ildsted i Suannicke 4 skilling«.
I 1594 blev der på nogle af kirkens ruder malet navne, med bomærke og årstallet 1594, på en række af byens borgere og blandt dem Mads Knap, om hvem der på altertavlen, »som er et billedhuggerværk smukt malet og forgyldt«, står:
»Anno 1600 er denne Tavle giort og indsat i Svanike-Kirke, til hvis Bekostning er godvilligen givet og foræret af ærlig mand Mads Knap, Bye-Foged og Kirke-Værge her sammesteds, Thi (læs: 10) guode Daler til Guds Ære, Kirkens Beprydelse og deres Ihukommelse
«.
I året 1600 fik Svaneke kirke altså en altertavle. 1625 skriver landsprovsten for Bornholm Jens Pedersen, at Svaneke har »en lille gammel kirke uden tårn«, men i 1671 var der »et lidet spidst tårn på kirken med tvende klokker«, siger Rasmus Ravn i sin »Borringholms Krønike«. Hvornår tårnet er bygget, ved vi ikke, men der var i 1600-årene, især I sidste halvdel, velhavere i byen, så det har vel været omkring 1650. I 1685 blev der nemlig opsat to nye vejrfløje, og det må efter al sandsynlighed have været på tårnet. På billedet af kirken fra Laurids de Thurahs »Bornholms beskrivelse« ser man, at tårnet foroven afsluttes med et sadeltag, der har gavle mod nord og syd, og en vejrfløj ses på tårnets nordgavl, og på kortet over Svaneke fra Resens »Atlas« ses fløj på sydgavlen. Tårnet er i de to nederste stokværk som kirken bygget af kløvet granit, medens tredie stokværk er af egebindingsværk med rode mursten i fyldningerne. Disse tre stokværk er dem, der står endnu.
.
»Anno 1683 er denne Prædike-Stoel opbygt og beprydet Hr. Hans Dominici Pastore Loci (d.v.s. da Hans Dominici var stedets præst), Hr. Poul Kofod Borgemester, Peder Kofod Raadmand, Anders Thiesen Raadmand, og Zander Dich Bye-Foged«.
Prædikestolen blev lavet af Willem Nielsen, som derfor fik 74 slettedaler og maleren for at male samme 34 sldr.
Døbefonten ses på Thurahs oversigtsplan at være anbragt i tårnet ved sydvæggen. Tårnets nederste stokværk er nemlig sat i forbindelse med kirkerummet gennem skibets vestgavl, så det bliver en forlængelse af kirkerummet, og tårnet har kun indgang fra dette. Fonten ses omgivet af et gitter, hvortil der rimeligvis har hørt fire billeder udskåret i træ. Det ene forestillede Maria med barnet, og på hendes bryst var der en lem, der forte ind til et lille hulrum. Uden tvivl har det været et relikviegemme. Kan vi heraf slutte, at denne font var fra den katolske tid? Den havde »en del maling« og dette vers:
Gud lønne dem i Paradies,
Da mand skrev Sexten Hundred Aar
Og firesindstive og toe hos staar,
Guds Navn til Lov og Kirkens Ziir.
Har vi fået dette vers med årstallet 1682, da den blev opmalet før indflytningen i tårnet? Eller blev der til det nye tårn lavet en ny font? Den var af træ ligesom den nuværende, der er af egetræ, men uden årstal. I 1684 nævnes et dåbsfad af messing. Fra 1881 havde kirken et dåbsfad af plet som i 1955 blev erstattet af et af messing som en anonym giver skænkede kirken.
.
Til højre: Epitafium (mindetavle) over Elsebe Kofoeds-datter, der døde i 1672, 35 år gammel. Findes i dag i Bornholms Museum.
.
»Dette HErrens Tempel og Guds Huus haver Erlige og Velforstandige Mænd, Pouel Kofod Borgemester, Peder Kofod, David Wolfsen, Anders Thiessen Raadmand, med deris dyderige Hustruer Magdalena Poul Kofods, Elsebe Peder Kofods, Karina David Wolfss, ladet på deres egen Bekostning staffere og male, Gud i Himmelen til Ære, og Kirken til Zirat, som skeede Anno 1674«.
Den samme borgmester Poul Kofoed skænkede samme år kirken en lysekrone prydet med Kofoeds våben, en kofod, og denne indskrift:
»Denne Krone forærer Poul Kofoed med hans kiære Hustrue Magdalena Margretha Heslersdaater Gud til Ære og Kirken til en Ziirat. Anno 1673«.
Kronen vejede 39 kg. Den fandtes endnu I 1876, men menes at være kasseret, da kirken blev ombygget i 1881.
Den krone, der nu hænger i den vestlige del af kirken, blev skænket kirken i 1673, og har en tysk indskrift, der på dansk lyder:
»Anno 1673 den 4de december om aftenen mellem kl. 8 og 9 forulykkede Johan Hennings, borger i Lybæk, her ved Svaneke (Svhwanick), og (han) har foræret denne krone Gud til ære og kirken til prydelse«.
Under loftet hang også omkring 1755 et kirkeskib, på hvis ene side var malet: Schiffer Henrich Krus, og på den anden: H. B. M. Pagel Kofoht (mon det ikke skal tydes: Hr. Borgmester Poul Kofoed?).
Denne borgmester Poul Kofoed døde I 1686, og det påstodes, at han var Bornholms rigeste mand, ejer af 1/2 tønde guld! Hans enke, Magdalene Margrethe Heseler, giftede sig med landsdommer Ancher Antoni Mu_ller, og i 1688 skænkede de kirken et alterklæde af brunt fløjl, hvorpå deres våben og initialer: A.A.M. og M.M.H., samt årstallet: Anno 1688, var broderet med guld og sølv. Dette alterklæde blev solgt 1827.
På den ene af de to messehageler, kirken ejede i 1684, og som var af brunt fløjl, var broderet et kors med guld og sølv samt: P. K. F. (Poul Kofoed) M.M. H.D. (Magdalene Margrethe Heselers Datter) 1674. Om den anden meddeles blot, at det var en gammel rød fløjls messehagel.
Fra tiden mellem 1650 og 1700 stammer alterkalken, der er 24,5 cm høj og rimeligvis lybsk arbejde. I 1684 omtales et lerkrus med tinlåg til vin og en vinflaske af tin på 71/2 pægl. Den blev solgt i 1826. I 1684 omtales også alterstager af tin, der blev solgt i 1882. De nuværende er fra 1881.
I 1676 lod borger og rådmand Andreas Theiss(en) på nordvæggen over kvindestolene ophænge et epitafium (mindetavle) over sin hustru Elsebe Kauffutz-Tochter (Kofodsdatter), der døde i sin alders 35. år den 3. februar 1672. Tavlen er et 135 cm højt oliemaleri på træ, hvoraf rammen og noget af den højre side mangler. På baggrund af Jerusalem i et bjerglandskab ses ved foden af den korsfæstede Kristus rådmanden og hans store familie, hustruen og 17 børn, knælende. Et rødt kors over hovedet på hustruen og 6 af børnene betegner dem som døde. Forneden er der en tysk indskrift. Tavlen blev fjernet i pastor C. J. Jessens tid (1856-71), brugt som dør i et udhus på landet, men opdaget af arkæologen, lærer J. A. Jørgensen og bragt til Bornholms Museum.
.
Kirkens barokke prædikestol fra 1683. Skænket af fromme Svanekeboere.
Kirkens indre set mod vest, fotograferet 1952.
.
»Anno 1687, den 7. May, er den Stormægtigste Monarch, over Danmark og Norge, Konning Christian den Femte, til en glædelig Amindelse for nu værende og efterkommende Indbyggere her til Bornholm, med en Escadre af sex Fregatter ved Sandvig ankommen; geleidet af efterskrevne Herrer, nemlig Hans Høye Excellence Herr Stadtholder I Norge, Ulrich Friderich Guldenlöwe, Hans Høygrævel. Excellence Geheime Raad og Ober Jegermester Hr. Conrad von Reventlaw, Hans Excellence Geheime Raad og General-Admiral-Lieutenant Hr. Niels Juul; Hans Excellence Hr. Geheime Raad Rumohr; Hr. Ober-Kammer Junker Adam von Knudt, Ridder: Hr. Admiral Henrich Span Ridder, Hr Etatz-Raad og Krigs-Secretaire Jens Harboe; Hr. Ober-Rente-Mester Peter Brandt, Ridder; Hr. Marchal Rab; Kammer- Junker von Stökken; Forskiærer Paske von Negendanch; Mund-Skienk Monsieur Dysseldorph. Fregatternes Navne ere: Elephanten hvorpaa hans Kongl. Mayett. var Selv; 40 Svaneke Bys Historie Packan, Schwermeren, Blaae-Heyre, Mynden og Macrellen; Efter at Hans Kongl. Mayett. havde beseet Slottet Hammershuus den 8de May reyste Hans Mayett. samme Dag derfra igiennem Rønne og Nexøe til denne Bye, hvor Borgerskabet stod i Gevær, og tog imod Hans Mayett. med trende Ære Salver. Paa den Tid var Høyædle og Velbaarne Johann Diderich von Wetberg Obrister, Ober- Commandant og Amtmand her paa Landet; Edle og Velbyrdige Ancker Mu_Iler, hos hvilken Hans Mayett. logerede, Vice Lands- Dommer; Hr. Hans Dominici Sogne-Præst til Ipsker og Svanike Menigheder, Anders Thiess Stads- Capitaine, her sammesteds; Og som Hans Mayett. var her i byen indtil d. 10. May imod Aften, og imidlertiid besaae denne Kirke, er Hans Maytt. gaaen herfra til Skibs, over til Fæstningen Christiansøe; da er dette til en ævig Hukommelse opsadt. Kongen skee Lykke; Kongen leve længe!«
Tavlen, hvis indskrift er fornyet 1883, hænger nu i våbenhuset.
Det var skik i ældre tid - i hvert fald kendes det fra 1600- og 1700-årene - at der ved begravelser af officerer i den bornholmske milits blev båret en fane foran kisten, når denne bares til kirken. Efter begravelsen blev fanen ophængt i kirken, hvor den hang, vel så længe den kunne hænge sammen. Det eneste eksemplar af en sådan fane hænger på Bornholms Museum, efter at den har gennemgået en konserveringsproces på Nationalmuseet. Den blev båret for en kaptajn Hans Kofod Hansen på Myregård i Nylarsker og er af sort silke med indskrift i guldbogstaver og et påmalet våben. Den er fra 1729. I Svaneke kirke hang der omkring 1755 tre faner, som var ophængt i årene 1654, 1668 og 1672. Den ældste havde tysk indskrift og hang til minde om en kaptajn over Øster og Sønder herred. Kaptajnens navn var næsten udslidt, men 1755 mentes det at være Johan Liege. Den anden havde ligeledes tysk indskrift og var ophængt over løjtnant Johan Adolph Saulfeldt ved det hvervede infanteri. Den tredje havde dansk indskrift og var til minde om løjtnant til fods David Becke, der tjente under kaptajn Jens Kofoed; Jens Kofoed er »Bornholms befrier« fra 1658, der boede på Maglegård.
.
Svaneke kirke 1952
(foto: E. S., Nationalmuseet).
Måske var man også i slutningen af 1600-årene begyndt at erstatte trætaget med tegltag. I 1689 købtes nemlig et mindre parti tagsten til kirketaget, og i 1710 siges det, at byfogden fik de gamle brædder fra taget »til at lade gøre ligkister af til kongens søfolk, som er døde her i byen«. Der begravedes det år i Svaneke 67 søfolk fra flåden under pestepidemien. I hvert fald fik kirken tegltag I 1724, og samtidig blev kirkens mure forhøjet, og der blev i kirken opsat et »dobbelt pulpitur«. På mandfolkepulpituret sattes kong Frederik den Fjerdes navn og dette vers:
Den Naadige Guds Navn til ævig Lov og Ære
Og deres Siæle Gavn, som Naadens Ord vil lære,
Og denne kirke til Zirat og meere Rom,
Ja, til Exempel paa at være meere from.
Da Rigernes Monarch var Friderich den Fierde
Hr. Biskop Christen Worm i hele Stiftet lærde,
Da Oberst Hr. Niels West var Landets Commandant,
Og Hr. Hans Ancher Provst var Kirke Visitant.
På kvindepulpituret sattes dronning Anna Sophies navn og fortsættelsen af det andet pulpiturs vers:
Da Hr. Niels Friderich Hiort Menighedens Hyrde
For begge Sogner bar sit hellig Embeds Byrde,
Blev repareret smuckt vor Hellige Gud Huus,
Giort høyere med Kalk, med Steen, med Tegl og Gruus
Ved Jacob Kofods Hielp og Tilsiun, som en ærlig
Vor Kirkes Værge var, thi giorde hand den herlig
Med dobbelt Pulpitur, for Mand og Qvinde Kiøn
Foræret, ære Gud ham med stor Naade Løn.
Anno MDCCXXV
I begyndelsen af 1700-årene havde kirken en brunmalet oblat-æske af træ med en hjort, duen med oliegrenen og et kors indskåret på siderne. I 1757 fik den en ny cylindrisk af sølv foræret. På siden er graveret »Hans Thiisen Elsebet Ancher 1757« og på låget i en krans af egeblade HTS og EIDA. Den er stadig i kirkens eje, medens trææsken er kommet til Bornholms Museum.
I 1729 havde kirken en vinkande af tin på halvanden liter. I 1757 fik den foræret en af sølv, på hvis side er graveret: »Jochum Thiisen Anno 1757 Bendita Hanse datter Splids« og under tuden i en krans af egeblade: ITS BHD.
I 1764 forærede Jens Mickelsen, der havde været kaptajn i det kgl. handelskompagni, kirken et otte dages ur med time-, minut- og sekundviser samt en »klode«, der viste månens af- og tiltagen. Urkassen blev i 1828 malet af Jens Pedersen, men uret eksisterer ikke mere. Jens Mickelsen blev gift i Svaneke, hvor han formentlig også døde i 1771. Hans gravsten, som var slået i tre stykker, lå som trappesten ved et hus i byen, før den omkring 1895 kom til Bornholms Museum.
Medens Christian Valeur var præst I Ibsker-Svaneke (1752-1779), blev den første præstetavle med navne på præsterne siden reformationstiden ophængt. En anden tavle blev ophængt ved siden af den første i 1834 under pastor Melbye. Begge blev opmalet 1883. En tredje er nylig ophængt. De hænger nu i våbenhuset.
Kirkens klokker, der er ophængt i tårnets bindingsværksstokværk, blev begge omstøbt i 1701 på stedet, hvad der kostede 279 slettedaler. Den største blev igen omstøbt i 1913. Den havde før den sidste omstøbning om halsen rankeornamenter og indskrift fra Salm. 96, 16. Derunder på den ene side dette vers:
»Der Konning Friderich den Fierde Kronen bar
Og Waldamarus Reetz paa Landet Amtmand var,
Blev jeg af Konstners Haand omgiort paa nye med Fliid
Ved Ancher Mullers Hielp, Landsdommer samme Tiid.
Præst Hans Dominici, Bye-Foged Anders Fyhn,
De gav ogsaa hertil med alle dem i Byen.
Anno MDCCI den 16. juny«.
På den anden side fandtes en svømmende svane med krone om halsen og derunder klokkestøbernes navne: Daniel Henrich Grædener Arndr Torkuhl; over slagringen: Anders Pedersøn RK.
.
»Der jeg og Syster min snart havde stumme Munde
Og derfor ey med Lyst til Kirken lokke kunde,
Guds Børn efter der(es) Pligt gav af Formue frie
Til at omstøbe os, det heele Borgerie.
Biskop var Bornemand, der Provsten Morsing vilde,
At vi skuld støbes om, for ey at lyde ilde.
Værge for Kirken var da samme Tiid Hans Dich,
Som og sin Omsorg bar, før dette kom i Skik.
Anno MDCCI den 16. Junii.«
På den anden side findes en svane med krone om halsen og derunder: Fecit Daniel Hinrieh Grædener Arendt Torkuhl (d.v.s. D.H.G. og A.T. lavede mig).
Kirken havde desuden en primklokke, om hvilken amtmand Urne i 1760 skrev: »Når det har ringet anden gang, går graveren omkring igennem byens gader og ringer med en liden klokke i hånden, der kaldes priim klokken, som for slig umage bliver belønnet af degnen.« I et eksemplar af Thurah oplyser Urne, at denne primklokke blev omstøbt I Lybæk i 1674, hvad der kostede 51/2 mark. I 1861 blev klokken solgt til en smed.
I ældre tid var det skik at begrave fornemme folk under kirkegulvet. Præsterne blev som regel lagt under gulvet i koret. Over gravene lagdes oftest en flad gravsten med indskrift. Også under gulvet i våbenhuset foretoges begravelser. Forlængst er gravstenene i kirken fjernet, men enkelte er lagt i gulvet i det nuværende våbenhus eller ved kirkeindgangen. De fleste kom på private hænder og anvendtes til trappesten eller brolægning i en gård eller kælder eller blev lagt som bro over en bæk eller grøft. De fleste er efterhånden forsvundet, men nogle få er reddet og opstillet ved kirkegårdens nordmur.
På kirkegulvet lå midt i 1700-årene to ligsten. Den ene eksisterer ikke mere, den anden ligger nu uden for døren til våbenhuset og er så stærkt slidt af kirkegængernes trin, at kun nogle få bogstaver kan tydes. Forneden ses to våbenskjolde, det ene med et timeglas, det andet med et dødningehoved, imellem dem et bomærke, det eneste kendte eksempel i Svaneke på, at et bomærke blev gengivet på en gravsten. Stenen er af rødlig sandsten, 196 cm lang og 128 cm bred. På Thurahs tid kunne indskriften endnu læses, og den gengives sådan:
»Denne Steen haver Erlig Mand Hans Dich, Borger udi Svanike, ladet legge her I Svanike Kirke formedelst sin egen Bekostning, under hvilken Steen hand med sin kiære Hustrue Johanne Jens Datter agter at hviile deres Been, naar HErren vil, de skulle skilles fra denne Verden; nu her udhuggen Aar 1622. Gud give, det maae blive den Christelige Kirke til Ære og os til Salighed, amen! og døde Hans Dich d. Anno S. Johanne Hans Dichs døde d. XIV Sept. Ao. 1627, hvis Siæl Gud haver«.
Hans Dichs dødsdag har man altså ikke anført på stenen.
I det søndre våbenhus lå der i 1756 fire ligsten, hvoraf de tre stadig eksisterer. Blandt disse tre er den ældste ligsten, som i det hele taget kendes i Svaneke. Den er nu opstillet ved kirkegårdens nordre gærde. Den er 2 m høj og 117 cm bred, af rød, gotlandsk eller ølandsk sandsten og noget slidt på nederste halvdel. Langs randen er der i dobbelt ramme en religiøs indskrift og i hjørnerne i medailloner evangelistsymboler, forneden to meget afslidte våbenskjolde. Indskriften er:
»Her vnder ligger begrafven erlig og welfornemme mand Sander Dick, borger og invaner i Svanicke paa Boringholmb og er barnfød i Sckotland i Deythert(?), som salig udi Herren hensof den 12 Maivs anno 1612 i hans alders 41. år«.
Mest kendte af alle de gamle gravsten, Svaneke har bevaret, er den, som blev lagt over Albret Wolfsen, der faldt i kamp mod svenskerne i Malkværnskansen i 1645. Også den skal være brugt som trappesten, men Svaneke kirke 45 blev i slutningen af forrige århundrede anbragt på kirkegården ved det nordre gærde og endelig i dette århundrede ophængt på væggen i våbenhuset. Den er afslidt på venstre side og har mistet hjørnerne foroven. Mellem to rammestreger står:
»Nøgen vdkom ieg af min moders lif nøgen skal ieg fare bort i gen. Herren gaf det, Herre tog (det, Herrens navn være) lofvit«.
Og stenens øverste halvdel:
»Denne sten hør mig David Wolsen oc min k hvstrv Karin Diricks dater oc beigis woris arfvinger til, og ligger hervnder begravfen hvoris søn Albret Wolsen, som blef formedelst sin troschab schyld til sin herre konge oc federneland af de svenske i hielslagen for Nexø den tid landet blef dennem opgifvet, som skede den 9. Jvnii 1645, hvis siel Gvd hafver«.
Ca. 150 år senere blev den nederste halvdel af stenen benyttet til følgende indskrift over en søn af Albret Wolfsens broders sønnesøn, Herman Bohn Wolfsen:
»Commandeur Capitain Herman Bohne Wolfsen blev Capitain paa Fæstningen Christiansøe 1760 og Commandant samme Stæd 1779. Hans Been Bedekker denne Steen. Føed i Byen (d.v.s. Svaneke) den 27de Febr. 1708, af Kongen antaget i Militairestand 1734, naadigst afskeediget 1783 med Pension. Døde den 31te Janv. 1791«.
.
»Denne sten oc stede (tilhører mig David) Wolsen (og min hustru Kari)ne (Diricksdatter og) deris (arvinger, og so) ligger (herunder begrav)en (Elsebeth Davids) Datter, (hvis sjæl Gud) hafver. Memento mori«.
Hen imod slutningen af 1700-årene er der en eller anden, der har fået den idé, at kirken burde have et spir. Det havde været interessant at vide, hvem ideen er udgået fra, men vi ved kun fra kirkeregnskaberne, at der blev indkøbt tømmer til et spir i 1789, og at dette lovedes opsat i sommerens løb. Enten spiret så er blevet bygget det år eller et af de følgende, har Svaneke da fået det spir, som siden har været kirkens pryd og byens vartegn med svanen på toppen. Efter en gammel Svaneketradition skulle det være »Spirelars« alias tømmersvend Lars Mortensen, som opførte spiret. Regnskabet for arbejdet lyder imidlertid på, at tømmermand Jens Pedersen ledede arbejdet, mens den da 20-årige »Spirelars« var medhjælper.
Den næste store forandring, der skete på kirken, var, at begge våbenhuse blev revet ned i 1837. Både nord- og syddøren blev tilmuret, og der blev brudt hul til en ny dør I tårnets nordside. Fra 1837 har da indgangen til kirken været gennem denne dør, og tårnrummet fik da eller senere morsomt nok navnet »våbenhus« flyttet over på sig, skønt der ikke mere var gamle tiders behov for et sted at sætte sine våben fra sig i. Den bornholmske udtale af »våbenhuset« som »vounhuzed« kan måske have gjort det nemmere at bruge det gamle navn på forrummet til en kirke om dette forrum. Mange tænkte vel ikke på, hvad ordet egentlig betød.
Samtidig hermed er kirkerummet blevet gjort omhyggeligt i stand. I Bornholms Avis 25. novbr. 1836 averteres om licitation på rådstuen over reparation af kirken, der skal omfatte: nyt tag, hvælvet loft, nye vinduer og døre, pulpiturer og stole m.v. og maling overalt inde i kirken. Købmand Siemsen er kirkeværge. Biskop Mynster, som var på visitats i Svaneke i 1841, skriver i sin dagbog om kirken: »den har nylig havt hovedreparation, og er nu meget smuk og smagfuld«. I 1852, da han for anden gang var på visitats, noterer han: »kirken er ikke stor, men ret smuk og vel vedligeholdt«.
I 1766 var der blevet sat bræddeluger i de to vinduer i østgavlen. Mon det har været den gang, prædikestolen blev flyttet hen foran østgavlen over alteret? I så fald forstår man, at man har følt lidt trang til at blænde vinduerne. I 1857 besøgte den svenske kunsthistoriker C.G.Brunius kirken. Han oplyser, 46 Svaneke Bys Historie at prædikestolen er anbragt over alterbordet I øst, og at der var et orgel på en lægter (pulpitur) i vest. Orgelet var lige anskaffet året før (1856) og var bygget af J. Gregersen. Brunius fortæller videre, at kirkerummet havde tøndehvælving af brædder, tre foroven lige afsluttede vinduer både imod nord og syd og to på altervæggen (det kunne se ud, som om bræddelugerne i disse vinduer igen var fjernede). På hver langside var der en lægter med »gardiner« og over dem to firkantede tagvinduer. Brunius sammenfattede i øvrigt sit indtryk af kirken i disse ord: »Hele bygningen lægger den største enkelhed for dagen og savner al interesse for kunstforskeren«.
.
Ovenstående tekst og alle sort/hvide billeder, er fra bogen "SVANEKD BY's HISTORIE".
Se mere under "Salg af bøger" på denne hjemmeside.
Se mere under "Salg af bøger" på denne hjemmeside.
